Til fodnotens pris

En fodnote er en anden stemme under den første: forfatteren, der diskuterer med sig selv i mindre skrift. Et forsvar for den stilleste del af en side.

Af Ilse Marrow · 2 minutter · Læs brevet på nettet

Fodnoten har et dårligt ry, og det meste af det er fortjent. Det er dér, akademikere gemmer de argumenter, de er bange for at fremføre åbent, dér, jurister begraver den klausul, der kommer til at betyde noget, dér, en bestemt slags romanforfatter søger hen for at være morsom på læserens bekostning.¹ Når folk siger, at de hader fodnoter, mener de som regel, at de hader at blive tvunget til at kigge ned nederst på siden og opdage, at den egentlige samtale hele tiden foregik dér.

Jeg vil alligevel forsvare fodnoten, for jeg tror, dens dårlige ry skyldes dårlig brug, og at god brug er en af læsningens små glæder.

To stemmer

En god fodnote er en anden stemme. Hovedteksten taler i argumentets tempo; noten træder hen ved siden af og siger noget, argumentet ikke har tid til. En kilde. En tvivl. En vittighed, der ville ødelægge afsnittet, hvis den blev fortalt inde i det. Læseren kan lytte eller lade være. Det valg er hele pointen: Fodnoten er den eneste del af en side, der beder om lov.

Derfor placerer jeg mine egne noter ved siden af teksten i stedet for under den. På en bred skærm står de i margen, ved siden af den linje, de hører til, så den anden stemme høres samtidig med den første.² På en telefon, hvor der ikke er nogen margen, kommer de tilbage til sidst, som noterne i en paperback. Uanset hvad standser hovedteksten aldrig for at vente på dem.

En regel for noter

Jeg holder mig til én regel, som jeg kun bryder med vilje: En note må gerne føje til, men den må ikke redde. Hvis en sætning har brug for sin fodnote for at give mening, er sætningen forkert, og noten er et plaster. Prøven er at læse essayet uden nogen af noterne. Hvis det stadig står fast, er noterne en gave. Hvis det vælter, var de et stillads, og stilladset bør tages ned, før nogen flytter ind.

Læst på den måde er en fodnote en tillidserklæring. Den siger til læseren: Her er noget, jeg fandt interessant, og jeg tror, du selv vil afgøre, om du også synes det.