Notater

Manden med celloetuiet var igen med 23:52-toget. Han sov fra den første station, som før, med den ene hånd på etuiet, som om det kunne tage af sted uden ham. Jeg har nu set ham fire gange og aldrig set ham vågen, og jeg har besluttet, at jeg ikke vil vide, hvor han spiller. Nogle faste passagerer har man bedst af at lade være som vejret.

Efter essayet om mit køkkenur sendte læserne mig deres egne ure, der gik forkert: for hurtigt, for langsomt og i ét tilfælde med vilje baglæns. Den mest almindelige afvigelse er fem minutter. Rekorden er toogtyve, og den tilhører en læser, der siger, at hun aldrig har været forsinket og aldrig har vidst, hvad klokken var. Jeg trykker ingen navne. Alle disse ure er en hemmelighed i hjemmet.

Det store ur i stationshallen gør noget, jeg aldrig havde lagt mærke til før dette forår: Sekundviseren bevæger sig en anelse hurtigere, end tiden går, så standser den ved minutskiftet og venter, fuldstændig stille, på et signal et andet sted fra. Så springer minutviseren frem, og uret går igen. Det holder tiden ved kortvarigt at gå forkert og så rette ind. Jeg kan forestille mig værre måder at leve på.

Den kolde vind kom ned fra højsletten i nattens løb, og om morgenen var havnen tyve centimeter lavere, end tidevandstabellen lovede. På de gamle trin ved fiskemarkedet var der en grøn stribe, som ingen havde set siden sidste vinter. Tapet fast i hjørnet af tidevandstabellen i kontorets vindue sad den håndskrevne seddel, de samme tre ord som altid. En dreng var ved at skrive dem af i en notesbog. Jeg standsede ham ikke.

I denne uge købte jeg en brugt essaysamling for det samme som en kop kaffe. Tre forskellige læsere har skrevet i margenerne gennem, hvad der ligner, halvtreds år: én med fyldepen, kun spørgsmålstegn; én med blyant, som understreger og skriver »ja«; og én med kuglepen, som retter på de andre. Læseren med kuglepennen har altid ret, og jeg bryder mig mindst om ham. Bogen er bedre med dem alle tre.

Bageriet bag markedet holder lukket om søndagen. Alligevel åbner to vinduer ud mod gaden kvart over ni og står åbne et minut, før de lukker igen. Jeg så det ske tre søndage i træk. Ingen ventede på brød. De ventede på klokken af gammel vane, og da den ikke ringede, vendte de tilbage til deres morgen, en smule skuffede og, tror jeg, en smule beroligede over, at ugen havde en form.

Da jeg ryddede op i en køkkenskuffe, fandt jeg en buskøreplan fra 2009, foldet i otte dele og blød som stof. Alle ruterne på den kører stadig. Ikke én af dem kører på de samme tidspunkter. Linje 14 afgik før syv minutter over hel; nu afgør den tolv minutter over. Et sted mellem de to tidspunkter blev der holdt et møde, og fem minutter af alles morgener blev flyttet, og ingen kan huske at have sagt ja til det.

En læser, der voksede op på den modsatte bred, skrev for at fortælle, at færgen i tåge giver to korte hornstød, ikke ét langt. Dæksmanden bekræfter det. Det lange hornstød er til klare morgener. Jeg har rettet essayet, og jeg er taknemmelig: Der er intet som en rettelse, der beviser, at nogen har læst helt til ende.